Musikproduktion

Musik er en vigtig og oftest uundværlig element i en tv produktion. Musikken skaber stemning, tempo og fremdrift til fortællingen.

Til de fleste produktioner anvender vi enten musik, som er komponeret og indspillet til formålet, eller arkivmusik, som kan købes fra flere underleverandører til priser, der er kendt på forhånd.
Der kan være flere slags omkostninger forbundet med indspilning og anvendelse af musik til en produktion. I forbindelse med anvendelse af eksisterende musik, skal der indhentes tilladelse til anvendelse, og der betales en såkaldt "lydfæstningsafgift" til ophavsretsindehaveren - som kan være komponisten, producenten (pladeselskabet), musikforlaget, eller en kombination af disse. Lydfæstningsafgiften betales for at anvende musikken til produktionen - derudover kan der være omkostninger forbundet med at vise og anvende produktionen. Sådanne omkostninger opkræves normalt af de branche- eller rettighedsorganisationer, der repræsenterer producenten, komponisten og de musikere der indgår i indspilningen - i Danmark repræsenteres komponisterne af KODA og producenterne af GRAMEX. 
Når musikken komponeres og indspilles netop til produktionen bliver lydfæstningsafgiften normalt erstattet af et honorar til komponisten, arrangøren og musikerne. I de fleste tilfælde vil sådanne musikproduktioner også være belagt med omkostninger til visning - oftest gennem KODA/GRAMEX eller tilsvarende udenlandske organisationer. I visse tilfælde kan det aftales med de implicerede kunstnere, at deres honorar inkluderer et fast beløb  til dækning af visningsrettigheder, således at produktionens slutbruger er fri for variable udgifter i forbindelse med produktionens fremtidige anvendelse. 
Hvor musikken, der indspilles til en produktion, er baseret på en eksisterende komposition, skal der indhentes tilladelse fra ophavsindehavere - som kan være både komponisten og arrangøren. Generelt er al musik belagt med ophavsret i 50 år efter komponisten er død.
Det er i de færreste produktioner, der er råd til at anvende ”kendt musik” – af f.eks. internationale kunstnere.  Der kan være store omkostninger forbundet med sådant, og det kan tage megen tid at finde frem til en pris og afklare rettighederne.
Til længere produktioner, hvor der er brug for musik af særlig varighed, er komponeret musik den bedste – og oftest den hurtigste og billigste løsning.
Channel 6 Television samarbejder med flere komponister, og musikken produceres enten i vore egne studier, eller hos komponisten selv.
Hvorvidt filmen klippes til musik, eller musikken komponeres efter den redigerede film, afhænger af såvel budgettet som den konkrete produktions behov.
  channel 6 television denmark
  Foerlevvej 6, Mesing,
  8660 Skanderborg
  telefon 86 57 22 66
  telefax 86 57 22 16

© 2006 channel 6 television denmark