3 video case-stories om beslutningsprocesserne i EU
til brug i samfundsfags­undervisningen på gymnasier, 
hf- og VUC-kurser, handelsskoler og tekniske skoler.


”EU – hvem bestemmer” handler om beslutningsprocesserne i EU og illustrerer ved hjælp af 3 konkrete case-stories typiske eksempler på politiske beslutninger, love og direktiver som er blevet til i kraft af EU samarbejdet. Videoserien består af tre selvstændige videoprogrammer à ca. 20 min., der hver især dækker én case-story. De tre kan bruges hver for sig eller kombineres på forskellig måde. Dette muliggør en mere projektorienteret og elevaktiverende tilgang til stoffet. Undervisningsmaterialet suppleres med en hjemmeside med lærervejledning og kildehenvisninger og links til relevante hjemmesider og informationer om emnet. 

Serien har flere budskaber - 

  • Dels at der i EU-systemet er flere måder, hvorpå beslutninger initieres og føres ud i livet, og at EU er et europæisk samarbejde, som fungerer på flere, ofte af hinanden uafhængige, planer.  

  • Dels at mange af de beslutninger EU træffer, sandsynligvis under alle omstændigheder ville blive gennemført i Danmark, uagtet vores medlemskab, bl.a. fordi der er tale om initiativer til tværnationale samarbejder, der er en naturlig følge af, at vi handler og samarbejder med hinanden på tværs af landegrænserne.

  • Dels at EU-samarbejdet forudsætter, at alle medlemslande accepterer et kompromis, hvor landets egne interesser balanceres i forhold til interesserne i de andre medlemslande.

Serien har to målsætninger -

  • Dels at bidrage til en mere nuanceret forståelse af, hvordan beslutningerne i EU træffes samt at afdække nogle af de myter, der siger, at beslutningskompetencen i EU er koncentreret på få hænder.

  • Dels lægge op til diskussion om, hvordan og hvorfor EU-samarbejdet, der omfatter stater, hver med en på mange måder fælles og sammenlignelig tradition for parlamentarisk demokrati, bygger på en struktur, som på flere områder adskiller sig fra de demokratiske strukturer i medlemslandene. Hvorfor har EU parlamentet så lidt magt? Hvorfor har disse demokratiske lande valgt en styreform for EU, som for de fleste borgere er så fremmed? Og hvordan kan borgerne gennem en bedre forståelse af EUs beslutningsprocesser blive aktive deltagere frem for passive tilskuere?

Indhold -

Seriens udgangspunkt er den aktuelle europæiske virkelighed og stiller spørgsmålet: Hvordan træffes beslutningerne i EU? Den tager konkret udgangspunkt i tre cases og fortæller og analyserer historierne gennem udsagn, meninger og holdninger hos de aktører, der selv var en del af processen.

De tre case-stories "Støj-direktivet", "Dåse-sagen" og "Den årlige fiskeriaftale" dækker flere forskellige EU initiativer, der adskiller sig fra hinanden på to måder: stofområdet og beslutningsprocessen. Til hver historie interviewes relevante personer, der spillede en aktiv rolle i den valgte historie. Til hvert program er også knyttet et antal vox-pops med unge danskere, der forholder sig til casen og EU's beslutningsproces.

Hver historie forklarer – så objektivt som muligt – hensigten med såvel initiativet som de forskellige parters forhold til initiativet.

Downloade projektbeskrivelsen som pdf dokument

 
EU - hvem bestemmer
er produceret med støtte fra
Undervisningsministeriet og Nævnet vedrørende EU-oplysning
af Channel 6 Television Denmark © 2003